• En central graf kaster lys over et af Donald Trumps helt store problemer: »Ond spiral« kan ændre synet på USA fundamentalt

    Source: BDK Finans / 01 May 2025 13:21:30   America/New_York

    Finanspolitikken i USA har længe været en af Donald Trumps helt store mærkesager. Udsigten til forbedring af statsøkonomien i USA var derfor også årsag til, at mange amerikanere ved det seneste valg satte deres kryds ved ham. Men kaster man et blik over en central graf, går det markant værre for Donald Trump i hans første 100 dage end for tidligere præsidenter og ham selv i hans første valgperiode. Dollaren er således faldet med 9,5 procent i Trumps første 100 dage mod et fald på 2,1 procent i hans første periode. Under den daværende præsident Joe Biden steg den med 0,1 procent, under Barack Obama med 1,1 procent og under George W. Bush med 4,5 procent. Det store fald er endnu et tydeligt tegn på, at USAs rolle som finansielt anker i verdensøkonomien kan være truet. Donald Trump har »startet en ond spiral«, der godt kan fortsætte fremover, har Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker hos Danske Bank, tidligere fortalt til Berlingske. »Spørgsmålet er, hvor meget det her har skadet USAs troværdighed, og hvor længe det vil tage at reparere. Fornemmelsen lige nu er, at man stadig kan, men i takt med at tiden går, bliver det sværere,« sagde han. Normalt bliver den amerikanske dollar set som en sikker investering i usikre tider, men det har på ingen måde været tilfældet, siden Donald Trump indledte sin handelskrig. Frygten for en recession i USA, primært på grund af Trumps handelskrig, får mange investorer til at kigge i en anden retning. Dollaren som en stabil valuta, der er i stand til at stå imod politiske udsving, viser sig nu som det modsatte. Den fungerer samtidig som reservevaluta for de fleste lande, men situationen har sat spørgsmålstegn ved, om der skal findes et alternativ. Efter at den nu har ramt det laveste niveau siden 2025, har det fået Larry Fink, topchef hos kapitalforvalteren BlackRock, til at pege på, at den kan blive fortid som afgørende reservevaluta til fordel for eksempelvis bitcoin. Tvivl om USAs rolle i den globale økonomi I stedet for bitcoin og dollar er det lige nu guld, der viser sig som en sikker havn. Det har guld længe været set som, men flere gange siden Donald Trumps indsættelse har priserne sat rekord. Donald Trump krævede i påsken, at centralbankdirektør Jerome Powell skulle sætte renten ned »NU« for at sætte gang i økonomien og kaldte Powell »en kæmpe taber«. Det rystede investorerne og fik dollaren til at falde med halvanden procent og guld til at stige med 2,1 procent. Chefanalytiker i Nordea Anders Svendsen vurderer dog, at hverken bitcoin eller guld er et holdbart alternativ de næste mange år. »Bitcoin er nok mindre realistisk end Kina og EU. Der er nogen, der begynder at tvivle på det globale finansielle system. Det kan man se på guldpriserne, der bliver ved at sætte nye rekorder, men det er ikke realistisk som alternativ reservevaluta de næste ti år,« har han tidligere fortalt til Berlingske. Jens Nærvig Pedersen er enig i, at det vil tage mange år, hvis dollaren skal erstattes af en anden reservevaluta. Men derfor kan dollaren godt blive mindre, end den allerede er blevet. https://www.berlingske.dk/virksomheder/en-central-graf-kaster-lys-over-et-af-donald-trumps-helt-store
Share on,